Information til vores forbrugere

12. august 2022

Information til vores forbrugere

 

  • For et varmeværk er lovgivningen sådan, at der som udgangspunkt ikke må laves over- eller underskud, indtægter og udgifter skal gå i nul. Er der over- eller underskud, skal det reguleres over MWh prisen indenfor en 2-årig periode. Vores priser skal godkendes af bestyrelsen og sendes til Forsyningstilsynet.

  • Det er den valgte bestyrelse som tager beslutningerne. Bestyrelsen består af er 4 personer, som selv er forbrugere, 2 personer fra Halsnæs Kommune, samt 1 person fra DAB. Bestyrelsen mødes 6-7 gange om året, ligesom bestyrelsesformanden er i jævnlig kontakt med medarbejderne.

Regnskabet skal godkendes på generalforsamlingen og er revideret af Hundested Varmeværk’s revisor fra PricewaterhouseCoopers.

 

  • Varmechecken udbetales til fjernvarmeforbrugere, hvor fjernvarmeværket har en gasandel på mere end 65 %. Energistyrelsen har beregnet Hundested Varmeværks gasandel til 51%. Vi har stillet spørgsmålstegn til dette, da de MWh som vi mister ude i jorden er taget med i udregningen. Der er altså brugt producerede mængder og ikke solgte mængder. Vi har kontaktet Energistyrelsen om beregningen og har fået oplyst, at beregningsmodellen er en politisk beslutning. Selvom vi finder beregningen urimelig, kan vi desværre ikke stille noget op.

  • Hundested Varmeværk har gennem årene arbejdet for at nedbringe forbruget af gas og blive ”grønnere”. Den sidste store investering er en luft til vand varmepumpe som skulle have været i gang, men der har været forsinkelser på leverancer af dele. Opstarten forventes at være primo september i år. Med den investering får vi næsten udfaset gassen og vi forventer, at MWh-prisen kan nedsættes igen. Det er selvfølgelig under forudsætning af, at der ikke sker nye udefrakommende kriser bl.a. i form af flere energi prisstigninger.

  • Den situation, som ikke kun Hundested Varmeværk står i, er lige nu ekstrem. Det er ude af vore hænder, at prisen på gas og el er steget så meget, ligesom beregningen af hvem som opnår varmetilskud heller ikke er vores afgørelse.